8. SYMBIOSE OG SELVSTÆNDIGHED

Ifølge den østrigske børnepsykiater Margaret Mahler eksisterer der en række faser, som alle spædbørn skal igennem. De første faser handler om, at et spædbarn opfatter sig selv og moren (eller en anden primær omsorgsperson) som én og samme enhed og ikke mindst som centrum for verden. Barn og mor er smeltet sammen. Det kalder Mahler, med inspiration fra gode gamle Freud, for ”Symbiosen”.
I senere faser begynder spædbarnet at indse, at det faktisk er fysisk adskilt fra moderen, og det påbegynder en separationsproces. Den såkaldte separations-individuationsfase.
Det er lidt skræmmende, hvordan dette minder om de faser, vi som voksne gennemgår, når vi møder ”den eneste ene” og forelsker os. Her gennemgår vi også en periode, hvor vi nærmest bliver til én og samme person. Vi smelter sammen seksuelt, vi er konstant sammen, og hvis vi ikke er fysisk sammen, vil vores tanker meget ofte være om den anden. Vi kan, som Rasmus Seebach så fint udtrykte det i sangen ”Falder”, ikke engang føre en helt almindelig samtale uden at snakke om den anden.

Vi er nysgerrige på hinandens forskelligheder og fortid. Vi kan acceptere så godt som alt, den anden måtte lægge frem. Vi kan fordybe os i den andens øjne og kan næsten glemme alt om egne behov. Lyder det ikke bare dejligt? Men netop fordi dette er noget, de fleste af os så gerne vil have, så kan man nemt også blive bange og usikker. For hvad nu hvis de stærke følelser ikke er gengældt? Hvad nu hvis hun ikke elsker mig lige så meget, som jeg elsker hende? Hvad nu hvis forholdet ikke kan holde, og jeg mister alt det dejlige, jeg lige har fundet? Det kan for nogle være angstprovokerende.
Psykoanalytikeren Martin S. Bergmann mener, at det er vores minder om vores tidlige symbiose, der gør, at vi gennem livet er draget mod at finde tilbage til dette lykkelige sted – ved at finde et nyt menneske at smelte sammen med. Men som med spædbarnet må der finde en løsrivelse og selvstændiggørelse sted for, at vi kan udvikle os yderligere.

Når forelskelsen lægger sig, og livet finder tilbage til et mere normalt niveau, så er det, at vi igen får behov for at være os selv og gøre ting på egen hånd. Man bliver på et tidspunkt nødt til at se i øjnene, at din partner og dig er to forskellige mennesker, som ikke er afhængige af hinanden.
Som par påbegynder vi en separations-individuationsproces, og vi indser, at det ikke er alt, vi kan gøre sammen. Arbejde, hobbyer og egne venner begynder at få en plads i livet igen. Vores behov for selvstændighed bliver mere tydelig i forholdet. Denne fase kan også være angstprovokerende, da det er her, vi finder ud af, om forholdet kan bære. Vil vi ”overleve” denne separation, og kan vi give plads til, at vi begge kan være selvstændige individer? Kan kærligheden klare de første uenigheder og konfrontationer med den andens mindre tiltalende sider?
Ved at arbejde bevidst på at skabe en god balance mellem ”symbiose” og selvstændighed får vi de bedste odds. Vi kan pleje den dejlige symbiose ved at nusse, kærtegne, bruge tid sammen og huske at fortsætte med at gøre ting sammen. Her kan du med fordel læse eller genlæse afsnittet om kærlighedssprog. For du kan ved at tale din partners kærlighedssprog lettere vise hende, at du stadig elsker hende og værdsætter jeres forhold. Mere om kærlighedssprog i et senere kapitel.
Men for at balancen er i orden, skal du huske også at være dig selv med dine egne holdninger, grænser, interesser og venner. Jeg mener faktisk, det er en fordel, at man ikke er enige om al ting, men at man samtidig formår at acceptere hinandens forskelligheder og meninger.

Evnen til at afbalancere de to grundlæggende behov for individualitet og samhørighed kaldes også for differentiering. Det kan også beskrives som evnen til at bevare kontakten til dig selv, når du følelsesmæssigt er tæt på andre. Man skal huske, at man ikke er den anden. Det er jo fysisk umuligt. Så du kan lige så godt være dig selv og holde fast i, hvordan du har det, og hvad du oplever. På en udramatisk måde naturligvis.